September-Jakke

Jakke med skulderstykke på tværs

Jakkens navn må blive September-Jakke, når vi nu nærmer os efteråret med hastige skridt. Det er en rigtig dejlig jakke, lige til at putte sig i. Selvom jeg kalder den September-Jakke, er det en jakke man kan bruge hele året, også en kølig sommeraften eller om vinteren.

En strikket jakke har rigtig mange anvendelsesmuligheder. Du kan bruge den til en rask travetur eller til at putte dig i, når du læser en bog, eller til en tur i byen – bare for at nævne nogle eksempler.

Opskrift i 4 størrelser

Strikkeopskriften er udarbejdet i 4 størrelser – størrelse S, M, L og XL. Brystvidden er 90(98)108(118) cm. Jakkens længde er 65(66)68(69) cm, men du kan selv bestemme længden på din egen model. Her skal du bare være opmærksom på at dit garnforbrug kan afvige fra opskriften.

Du kan købe opskriften her på siden.

For at strikke jakken, skal du have lidt strikke erfaring. Du skal kunne strikke ret og vrang, drejet ret og drejet vrang samt flette masker i et nemt fletmønster. De enkelte mønstre, inklusiv fletmønstret, er nemme at strikke. Mønstrene er udførlig forklaret både med diagram og med ordbeskrivelse.

Tidløst design

Det lyder måske som et paradoks, men jakkens design er både moderne og tidløst. Du kan have glade af den i lang tid, uden at føle dig umoderne. Jakken har desuden en god pasform.

Du begynder med at strikke højre ærme og fortsætter “på tværs” over skuldrene og det øverste af ryggen og forstykkerne, derefter venstre ærme. Kroppen strikkes oppefra og ned. Den flotte kant med krave strikkes på til sidst.

Garn

Jeg har det bedst med ren uld, som jeg foretrækker at strikke mine modeller med. Jakken kan også strikkes med et andet godt garn, bare du overholder løbelængden og strikkefastheden. Du finder mere om garnforbrug, løbelængde og strikkefasthed her.

Det naturfarvede garn, som er lidt meleret og med rødlige islæt, er meget neutral og passer til mange dele i garderoben. Men du kan sagtens strikke jakken i andre farver, den bliver pæn både i mørke og i lyse farver.

God strikkelyst!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *